Folketingskandidat Jette Phillipsen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

K-suppleant fra Silkeborg kommer ikke i Folketinget

Jette Philipsen fra Silkeborg, der pludseligt kom i spil til en plads i Folketinget, kommer ikke ind på Christiansborg for De Konservative
Af Redationen

Silkeborg Kun én suplleant stod foran lokale Jette Philipsen fra Det Konservative Folkeparti om at komme ind i Folketinget under den nye regering.
Det var 64-årige Orla Østerby (K), og han har valgt at takke ja til pladsen, der er blevet ledig efter, at Søren Pape har fået en ministerpost.
Derfor kommer Jette Philipsen altså ikke ind i Folketinget i denne omgang.
64-årige Orla Østerby, der er leder af Tangsø-Centret i Bækmarksbro og direktør i Tangsø Invest, har i 19 år været medlem af byrådet i Lemvig Kommune.
- Det er en ny udfordring i livet, og dem må man tage, når de opstår. Jeg er et politisk menneske, og Christiansborg er jo det ypperste. Det er et spændende sted, og fordi vi ikke er så mange, kommer man i maskinrummet med det samme, siger Orla Østerby til TV MidtVest.
Selv havde Jette Philipsen da heller ikke den store tro på, at hun ville komme ind på Christiansborg, da Midtjyllands Avis talte med hende i sidste uge.
- Men jeg tror ikke, at det bliver aktuelt, hvis jeg lytter til, hvad jeg hører på vandrørene, sagde hun dengang om den pludselige mulighed for at komme i Folketinget.