Efter vild biljagt: B&O-tyven er blevet anholdt

Bang & Olufsen i Silkeborg offentliggjorde et billede af en tyv, der fredag eftermiddag stjal en varebil med dyrt grej foran forretningen i Søndergade
Af Redaktion
Bang & Olufsen-forretningen i Søndergade havde fredag årets travleste dag, som blev skæmmet af tyveri.
Det oplyser medindehaver af forretningen, Heino Østergaard, da Midtjyllands Avis fredag aften fik fat på ham efter, han selv havde deltaget i en jagt af en biltyv om eftermiddagen.
Han løb selv efter varebilen, der blandt andet indeholdt et sæt højttalere til 100.000 kroner, men mistede kontakten med varebilen, da den kørte over for rødt.
Heino Østergaard valgte at offentliggøre et billede af tyven fra forretningens overvågningskameraer på Bang & Olufsen Silkeborgs Facebook-side. Også selvom han ved, det er ulovligt.
- Politiet har travlt. De arbejder med en anden tidshorisont, og derfor har jeg offentliggjort billedet på Facebook, selvom jeg ved, det ikke er tilladt. Men vil meget gerne have bilen igen inden tyven når at tømme den for alt grej. På baggrund af opslaget på Facebook har vi fået et tip, og vi har fundet frem til en mand, som ligner tyven fra overvågningsbillederne.
Han pillede i løbet af weekenden opslaget af Facebook igen. Søndag lykkedes det på baggrund af tippet på Facebook for politiet at anholde gerningsmanden.
- Vi tog hjem til manden, som kommer fra Grindsted. Her fandt vi både højtalere og varebilen med alt indhold, fortæller Lis Borup fra politiet i Silkeborg.
Tyven er en 28-årig mand, der har erkendt tyveriet. Politiet i Silkeborg har endnu ikke taget stilling til, om det får konsekvenser for Bang & Olufsen i Silkeborg, at forretningen valgte at offentliggøre et billede af tyven på Facebook. Det er i strid med persondataloven.