Kommunen efterlyser kandidater til kulturpris
Hvem skal have årets kulturpris og den nye kulturelle iværksætterpris i Silkeborg Kommune?
Det beder kultur-, fritids- og idrætsudvalget nu borgerne om at komme med gode forslag til.
Silkeborg Kommunes Kulturpris gives til en person, som i særlig grad har ydet en indsats for kulturlivet i Silkeborg eller i særlig grad har gjort Silkeborg kendt udadtil inden for kulturen.
»Årets Kulturelle Iværksætterpris« kan gå til en person, som i særlig grad har taget et eksperimenterende og nytænkende initiativ, som udvikler et mangfoldigt kulturliv i Silkeborg Kommune.
Priserne uddeles i forbindelse Silkeborg Nytårskoncerter lørdag 14. januar i Jysk Musikteater.
I januar i år gik kulturprisen til Kultur- og Kristensdomsugen KK44, og iværksætterprisen gik til musikfestivalen Noget bedre.
Forslag til kandidater til priserne skal være kommunen i hænde senest 15. december.