Kør forsigtigt: Risiko for isslag

Camilla Abildgaard Skovmose 

DMI i melder torsdag morgen om risiko for isslag i store dele af Jylland

SILKEBORG Der kan lokalt forekomme let isslag på grund af underafkølet nedbør.

ISSLAG medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge. Færdsel, kørende såvel som gående, er forbundet med stor risiko for skade. Derfor er der grund til at være forsigtig i morgentrafikken.

Isslag kan opstå, fordi en svag front med varmere luft i morgen- og formiddagstimerne trænger ind over Danmark vestfra. Den varme luft vil ikke mærkes i menneskehøjde, for her blæser kold luft op fra Nordtyskland og Polen også kaldet bundkulde.

Da varme luft er lettere end kold luft, vil den varme luft, som kommer vestfra lægge sig som en dyne over den kolde luft ved overfladen og først give sig til kende, hvis man bevæger sig et lille stykke op i atmosfæren. Således vil temperaturen først på dagen flere steder ligge omkring frysepunktet ned ved overfladen, mens den oppe i en højde af 300-500 meter vil ligge på cirka tre graders varme.

Varm luft i højden og frostvejr ved jorden er en giftig cocktail, når der samtidig falder nedbør. For nedbøren fryser øjeblikkeligt til is, når den rammer overfladerne ved jorden. Det skriver meteorolog Lars Henriksen på DMI’s hjemmeside torsdag morgen.

Nedbøren starter i Vestjylland og bevæger sig langsomt østpå samtidig med at det svækkes. Mængderne af nedbør ser ikke ud til at blive særlig voldsomme, men på grund af nedbørens farlige karakter, varsler DMI altså risiko for isslag i den vestlige del af landet.