Kvinde fulgte efter mistænkelig mand

SILKEBORG En 20-årig kvinde lagde onsdag kort før klokken 12 mærke til to mænd, som ved et busstoppested på Østergade tilsyneladende stjal fra en anden buspassager.

Kvinden ringede til politiet, og da de to mænd splittede op, fulgte hun efter den ene, mens hun havde politiet i telefonen.

En patrulje kørte mod midtbyen, men ved Torvet forsvandt manden.

Kvinden gav politiet et signalement af den formodede tyv. Han var i mørkeblå Peak Performance-jakke, hvide kondisko, mørkegrå joggingbukser, og så bar han på en sort skuldertaske.

Politipatruljen ledte uden held efter manden. Om der blev stjålet noget, er uvist. Politiet fik onsdag ingen anmeldelser om lommetyverier i Silkeborg.

Det oplyser politiet i Silkeborg, som roser den 20-årige for hendes ageren. adam