Brunch og jazz i Vinding

MUSIK Vinding Kultur- og Musikforening inviterer søndag til en hyggelig formiddag i Vinding Forsamlingshus.

- Spring morgenmaden over og kom til Vinding, hvor vi hygger med jazz og brunch i forsamlingshuset, lyder opfordringen fra foreningen.

Den har allieret sig med Ry Jazzværk, der spiller traditionel jazz. Orkesteret har eksisteret siden 1984 og har gennem årene med skiftende besætninger været fast indslag ved blandt andet Riverboat Jazz Festival i Silkeborg og forårsfesten på Skanderborg Amtsgymnasium, ligesom orkesteret også har spillet som afslutning ved sommerens havnekoncerter i Ry. Derudover har jazzværket spillet i Krokow i Polen, ved forskellige byfester, til frokostjazz i både Silkeborg og Herning og ved en række private fester.

Af den oprindelige besætning er to tilbage. Det er Johnny Albreckt Larsen på trompet og Ole le Févre på banjo. De øvrige medlemmer i Ry Jazzværk, som i den nuværende besætning har spillet sammen i ca. 15 år, er Peter Lindholt Jessen (trombone), Jens Ove Retz Johansen (klarinet og sax), Frank Pedersen (kontrabas), Søren H. Sørensen (piano) og Benny Husted (trommer).