Brian Hansen, der er ejer af busselskabet Silkebus, har givet den rygende chauffør en skriftlig advarsel. Foto: Jens Anker Tvedebrink

Silkebus-chauffører ryger i skolebusser

Camilla Abildgaard Skovmose 

En mor fra Skive-egnen har klaget over, at flere chauffører fra det lokale busselskab Silkebus ryger i bussen, når de kører med skolebørn

SILKEBORG/SKIVE Det lokale busselskab Silkebus er kommet i vælten efter, en mor fra Skive-egnen har klaget til Midttraffik over, at flere af de buschauffører, der transporterer hendes børn til og fra skole, ryger i bussen. Det er Silkebus, der driver busruten for Midttrafik.

Den frustrede mor Lena Lotzfeldt fortæller til DR Midt & Vest, at hun i flere år har forsøgt at komme i dialog med Midttraffik og Silkebus, og hun påpeger, at rygning i busserne er forbudt, og at det desuden er en ekstra belastning for hendes børn, som er astmatikere.

- Det betyder flere sygedage: Feber, indlæggelser på sygehuset, lungebetændelser og vejrtrækningsproblemer generelt, siger hun til DR Midt & Vest.

Nu har hendes datter taget et billede af en Silkebus-chauffør, der ryger under buskørslen. Det har fået Silkebus-ejer Brian Hansen til at beklage.

- Det er bestemt ikke i orden, at chaufføren ryger i skolebussen, Brian Hansen til DR Midt & Vest.

Chaufføren har fået en skriftlig advarsel, og reglerne bliver indskærpet over for alle chauffører.

- Nu er det ham, der er blevet opdaget, og han får en skriftlig advarsel. Jeg håber, at det er med til at sætte gang i, at de andre også retter ind. Ellers skal de ikke køre bus her. Så må de ud af vagten, siger Brian Hansen til DR Midt & Vest.

Brian Hansen understreger, at han først hørte om problemerne, da billedet af chaufføren blev delt på de sociale medier.