Oliver Bay.

Sportschef skal løfte springgymnastik i Silkeborg

Peter A. Sørensen 

Silkeborg Pigerne og Drengene ansætter sportschef

GYMNASTIK Silkeborg Pigerne og Drengene har længe været en af Danmarks stærkeste foreninger inden for spring-gymnastik, men nu vil foreningen hoppe et niveau op.

Det skal ske ved ansættelsen af Oliver Bay som sportschef, oplyser formand Karsten Borg Høj.

Bays hovedopgave bliver at fortsætte udvikling af springgymnastikken i samarbejde med foreningens frivillige trænere og ledere.

- Ved ansættelsen af Oliver Bay tager Silkeborg Pigerne og Drengene et vigtigt skridt for at realisere den vision og de missioner, som foreningen har udformet for de kommende år. Det er vigtigt, at sikre de rette vilkår for trænere og gymnaster, for at kvaliteten af træningen opfylder de mål, som foreningen har sat, siger Karsten Borg Høj.

Oliver Bay har de sidste seks år udviklet adskillige, dygtige gymnaster i Silkeborg Pigerne og Drengene. I disciplinen »Power Tumbling« - som er springgymnastikkens formel 1 - har foreningen i dag seks landsholds-gymnaster, hvoraf en er junior-europamester.

- Oliver har stået i spidsen for denne udvikling og er kendt og respekteret i landet over for hans kompetencer inden for springgymnastik og coaching, siger Karsten Borg Høj.

Oliver Bay færdiggør til juni sin læreruddannelse i Silkeborg, hvorefter han fortsætter i stillingen som sportschef.

Sideløbende underviser han i springgymnastik på Vesterlund Efterskole.

Oliver Bay varetager allerede i dag morgen-træninger for de 25 gymnaster, som går på Elite Silkeborgs Talent Team på Sølystskolen. Den opgave fortsætter han med. Samtidig åbner Silkeborg Pigerne og Drengene nu for gymnaster på Talent Akademiet (Elite Silkeborg), hvor studerende på ungdomsuddannelserne kan træne ekstra i morgen-timerne. Udviklingen af disse talenter vil også være en del af den nye sportschefs opgaver.

- Endelig skal ansættelsen af en sportschef sikre en langsigtet talentudvikling i børnehøjde. Det skal desuden sikre et positivt træningsmiljø, hvor så mange børn som muligt oplever at udvikle deres lyst og evner inden for springgymnastik, lyder det fra formanden hos Silkeborg Pigerne og Drengene.