Vi tager hul på vinterferien med en weekend, hvor det bliver koldt og med gode chancer for at se solen. Her et billede fra landevejene i Silkeborg, som de så ud i går, da avisens fotograf Martin Ballund var ude at køre.

Vinterlig weekend med gode solchancer venter forude

Susanne Niskanen 

Weekenden byder på nattefrost, enkelte snedrys og gode muligheder for at se solen i hele landet.

KOLDT og vinterligt med gode muligheder for at se solen.

Sådan lyder den korte version af prognosen for den kommende weekend ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

- Det vil stadigvæk være vinterligt med frostvejr om natten og kun lige omkring frysepunktet i dagtimerne, fortæller Thyge Rasmussen, vagthavende meteorolog, tidligt fredag morgen.

I dag vil det holde tørt de fleste steder i landet. Kun i Nordjylland vil der være mulighed for nedbør i form af en smule sne. I resten af landet og dermed også i det midtjyske, skulle vejret ikke give anledning til de store problemer i trafikken.

- Lørdagen vil byde på de bedste chancer for at se solen, og det gælder hele landet. Men det vil føles koldt, da der vil være frisk til hård vind flere steder, siger Thyge Rasmussen.

I løbet af eftermiddagen vil der komme flere skyer ind over landet østfra, og især ved de østvendte kyster vil vinden tage til.

Det kolde vejr fortsætter, og frosten vender tilbage natten til søndag.

Søndag vil solen igen blive fortrængt bag et skydække, mens vinden kun stedvist vil være frisk.

- Der kommer lidt flere skyer søndag, og der kan også drysse lidt sne flere steder, siger Thyge Rasmussen.

- Men der kan også gå lidt huller i skyerne, så man kan ane solen, hvis man er heldig, så generelt bliver det lidt lysere i weekenden, tilføjer han.