Thomas Jensen har tidligere været på besøg i barndomshjemmet Voel Østergaard, selvom det ikke længere er i familiens eje. Blandt andet har han stået for at åbne et julemarked på landejendommen lige udenfor Voel. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Folketingsmand fra Voel på hjemmebane

VOEL Det er bysbarnet, det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen, der er på plakaten ved det næste arrangement hos Voel Foredragsforening.

Det er onsdag aften den 22. februar, at Thomas Jensen kommer »hjem« til Voel og fortæller om sit liv.

Emnet for foredraget er først og fremmest livet som politiker. Thomas Jensen er i dag europaordfører for Socialdemokratiet, og han vil fortælle om stort og småt, om Christiansborg og hvordan, det er at være småbørnsforælder, midt i det hektiske politikerliv.

Der bliver dog nok også plads til at berette om barndommen i landsbyen Voel.

Thomas Jensen er født og opvokset i Voel på Voel Østergaard, som forældrene dog senere solgte.

Han gik i den lokale skole, og gennem sin studietid havde han forskellige ufaglærte job.

Foredraget foregår i det tidligere bibliotek ved Voel Hallen.