- Jeg tror der er et godt grundlag for en klinik her i Balle, siger fodplejer Astrid Lausten, der har etableret klinik i hjemmet på Karen Blixens Vej

Astrid passer på dine fødder

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Astrid Mors Lausten har etableret fodplejeklinik i privaten på Karen Blixens Vej

BALLE Afslappende og blødgørende fodbad, welness fodmassage og negleklip er nogle at de tilbud, fodplejer Astrid Mors Lausten tilbyder fra sin klinik.

Den er etableret i privaten og lyder det mudrette og sigende navn »Astrids fodpleje klinik«. Og det er fodpleje, der er i fokus. Også selvom Astrid Lausten egentlig havde planer om at blive fodterapeut.

- Efter 30 år i Post Danmark havde jeg lyst til at prøve noget nyt, og jeg begyndte at læse til fodterepaut i Randers, siger Astrid Lausten, der så sig nødsaget til at afbryde sin uddannelse i forbindelse med sin mors død.

Tanken om at skulle begynde igen - og udsigten til at skulle leve på SU - var efterfølgende ikke særlig tillokkende, så i stedet blev hun enig med sig selv om, at hun ville etablere sig som fodplejer.

- Jeg fandt ud af, at der ikke var nogen fodplejer her i Balle, og jeg tror, der er et godt grundlag her, siger hun, der har indrettet klinik med egen indgang i huset på Karen Blixens Vej.

- Jeg sætter god tid af til mine patienter. De skal føle, de er hundrede procent i fokus. Det er ikke en »pengemaskine«, pointerer Astrid Lausten, der sideløbende med sin klinik, er kommunalt ansat som rengøringsassistent på Frydendal, et botilbud for udviklingshæmmede.

- Det er et fantastisk sted. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive så glad for at gøre rent. Men både personale og beboere er fantastiske, siger hun.

Arbejdet på Frydelund tager hendes timer om formiddagen, mens eftermiddagstimerne er helliget klinikken.

- Jeg holder åbent efter aftale og efter kundernes behov. Det er jo dem, jeg skal leve af. Og folk kommer for eksempel ofte forbi efter arbejde, siger Astrid Lausten.