Kan du så komme ud! Bowl’n’fun’s nye legeland er kun for børn, hvad Midtjyllands Avis udsendte hurtig fandt ud, da han begav sig ind i boldgraven.

Nyt legeland i Bowl’n’fun

Bowl’n’fun i Silkeborg inddrager et af deres selskabslokaler og laver det om til et legeland for børn i alle aldre

SILKEBORG Der er fuld gang i den, da Midtjyllands Avis besøger Bowl’n’fun på Brokbjergvej 12 i Silkeborg for at se deres nye legeland. Selvom det kun er få dage siden, at legelandet stod klart, er det allerede indtaget af massevis af børn, der grundet vinterferien er travlt beskæftiget med at hoppe, gynge, rutsje, kravle, klatre og kaste med farvestrålende plastikbolde.

- Vi åbnede legelandet i fredags, og det er allerede en stor succes. Børnene er ellevilde med det, og man kan høre, at de siger wauw, når de kommer ind og ser det, siger souschef i Bowl’n’Fun i Silkeborg, Mette Brændgaard.

Bowlingcentret har tidligere haft et mindre legeområde placeret i restauranten, men det var så efterspurgt, at man for et halvt år siden valgte at lukke det ned for at bygge et nyt og væsentligt større legeområde.

- Vi har inddraget et af vores selskabslokaler til det nye legeland, hvad der betyder, at børnene har fået mere plads at boltre sig på. Derved har vi også fået legelandet væk fra spiseområdet. Kombinationen med spisende gæster og legende børn fungerede ikke altid, men nu kan gæsterne spise i fred, og børnene kan lege uden, at de behøver at tænke på, om de larmer for meget, siger Mette Brændgaard, der desuden fortæller, at den ekstra fokusering på at give børnene mere plads til at lege er implementeret i hele Bowl’n’fun-kæden, da erfaringer viser, at det var meget efterspurgt af de mange børnefamilier, der lægger vejen forbi.

Flere niveauer
Det nye legeland i Silkeborg er bygget op i flere niveauer, så der er noget for både de små og de lidt ældre at kaste sig over. Der er blandt andet mulighed for at tage en tur ned ad rutsjebanen, hoppe i boldgraven eller kravle lidt højere op, hvor man kan skyde med en luftkanon.

I forbindelse med oprettelsen af det nye legeland har Bowl’n’fun også skiftet udstyret ud i deres actionspil Laser Hero, hvor man helt lovligt kan skyde chefen, tage livet af svigermor eller ramme sine bedste venner.

-Vi har haft det samme system siden stedet åbnede, så det var på tide at få skiftet det ud. Banen er den samme, men vi har fået nye veste, dekorationer og lyssystem, så nu er systemet fuldstændig up to date, siger centerchef hos Bowl’n’fun i Silkeborg, Mads Niebuhr.