Suspekt udgiver nyt album i dag og kommer til Silkeborg til december.

Suspekt til Silkeborg

I dag fredag 17. februar udkommer det sjette album, »100 procent Jesus«, fra Danmarks hotteste hiphopere Suspekt, og det sker samtidig med, at booker ved Silkeborg KFUM, fodbold, Lars Boeberg, kan fortælle, at Suspekt kommer til Silkeborg.

Det sker dog først 7. december i Jysk Musikteater.

- Det er lidt af et scoop, for når Suspekt spiller i Forum i København 7. april er der allerede udsolgt med 10.000 solgte billetter, fortæller Lars Boeberg.

I kølvandet på det nye album tager Suspekt på en turné med tre store koncerter, som ud over Forum også omfatter Aalborg og Aarhus.

Billetsalget til koncerten i Jysk Musikteater til december er begyndt.