Sebastian Skube og BSV måtte se sig slået i Polen. Polfoto

BSV-drømmen brast efter sandt drama i Plock

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg var længe foran i Polen, men måtte til sidst se sig slået i den europæiske skæbnekamp

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg skulle have point med fra lørdagens skæbnekamp i Plock for at bevare muligheden for at gå videre til ottendedelsfinalerne i Champions League, men efter en tæt og intens håndboldkamp i Orlen Arena kunne spillerne fra Wisla Plock fejre en sejr på 28-25.

- Det er vi ærgrerlige over. Kampen forløb jo på mange måder, som vi havde håbet på, og vi har overhånden ved pausen. Vi har muligheden for at komme foran med både tre og fire mål før og efter pausen, men det får vi ikke nok ud af, og så bliver kampen pludselig lige, og momentum skifter lidt, forklarer cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen, der samtidig roste sine spillere.

- Selve tilgangen og måden, som vi griber tingene an på, er rigtig flot. Det er en vanvittig udebane, og det er en flot præstation at have så meget styr på det. Det skal vi huske på, fastslår Peter Bredsdorff-Larsen.

Resultatet betyder, at Bjerringbro-Silkeborg nu er fire point efter polakkerne, som indtager den sjetteplads, som udløser videre avancement i turneringen. Med tre kampe tilbage ser det derfor mere end svært ud for BSV’erne, som dog har en teoretisk chance.

- Det beskæftiger jeg mig ikke så meget med lige nu. Du kan jo se på tabellen, konstaterer Peter Bredsdorff-Larsen.

Plock under pres
Værterne kom klart bedst fra land i opgøret, og efter fem minutters spil bragte Wisla Plock sig foran med 3-1. Selvom BSV’erne efterfølgende kom i overtal, udbyggede polakkerne føringeren til 5-2, og på det tidspunkt lignede det begyndelsen på en lang eftermiddag i Polen.

De danske mestre fik dog bedre fat i defensiven, og i den modsatte ende trådte Nikolaj Markussen i karakter med en stribe målgivende afleveringer. Efter et lille kvarters spil hamrede BSV-profilen kuglen i nettet med et hårdt og velplaceret skud fra distancen, og så var stillingen 6-7 til de danske gæster.

BSV’erne fortsatte det fornemme spil, og selvom Wisla Plock enkelte gange kom tilbage på omgangshøjde, var gæsterne toneangivende i det sidste kvarter inden pausen, hvor Søren Rasmussen også bød ind med flere fine redninger - blandt andet ved at snuppe et straffekast.

Tre minutter før pausefløjtet fik Michael V. Knudsen udbygget føringen til 10-13, og selvom værterne fik reduceret, var stillingen 13-15 til BSV efter de første 30 minutter.

Hansen måtte udgå
Efter små fire minutters spil af anden halvleg drev Johan Hansen bolden frem i en kontra og scorede til 14-17, men BSV-fløjen blev liggende på halgulvet og måtte efterfølgende hjælpes fra banen og var ikke i stand til at fortsætte.

Fire minutter senere fik Wisla Plock udlignet til 17-17 efter en mærkværdig situation. Stefan Hundstrup havde forsøgt at bremse en Plock-kontra ved at trække en modspiller i trøjen, men dommerne lod spillet fortsætte. Da gæsterne så stjal kuglen i den anden ende, blev BSV-fløjen udvist, og polakkerne fik lov til at beholde bolden.

Protester fra BSV-lejren ændrede ikke på beslutningen, og i det efterfølgende angreb bragte Wisla Plock sig på 18-17.

Meget tæt slutfase
Hjemmeholdet øgede efterfølgende føringen til 22-20, men et kvarter før tid fik BSV en gylden mulighed for at lukke hullet, da polakkernes Sime Ivic blev præsenteret for et direkte rødt kort efter at have hamret Sebastian Skube i gulvet.

Gæsterne havde i perioder svært ved at score på Marcin Wichary i det polske mål, men et par hurtige scoringer af Nikolaj Øris Nielsen og en god soloaktion af Sebastian Skube sørgede for, at alt var helt lige ved stillingen 23-23 med 11 minutter tilbage på uret i Orlen Arena.

Væreterne fik dog igen slået et lille hul, og fire minutter før tid missede Nikolaj Øris Nielsen muligheden for at udligne til 25-25, da han sendte et straffekast forbi det polske mål. I den modsatte ende diskede Søren Rasmussen op med en stor redning, men en mulig udligning blev igen forpurret, da Rasmus Kier brændte fra fløjen.

Polakkerne fik i stedet bragt sig på 26-24, men Nikolaj Øris Nielsen fik taget revanche på straffekast, og værterne var derfor kun foran med en enkelt pind, da der var ét minut tilbage af kampen.

Wisla Plock fik dog gjort det til 27-25, og i BSV’ernes sidste angreb sendte Nikolaj Markussen bolden langt over mål. I stedet kunne polakkerne lukke kampen med en scoring fem sekunder før tid til slutresultatet 28-25.