Rune Klan vender hjem til sin fødeby med showet »Barnløs« torsdag 23. februar.

Rune Klan tilbage til fødestedet

Rune Klan kommer til Silkeborg med sit nye show »Barnløs«

STANDUP Komikeren Rune Klan så for første gang dagens lys i Silkeborg. Han blev nemlig født på Silkeborg Sygehus, og de første to uger af sit liv boede han i Bryrup, hvor hans morfar var læge.

Nu vender han så tilbage dertil, hvor det hele begyndte. For ved foden af bakken til sygehuset ligger Jysk Musikteater, hvor Rune Klan torsdag 23. februar går på scenen med sit nye show »Barnløs«.

For trods sine 40 gode leveår, har Klan endnu ikke børn.

Så derfor har han med egne ord en masse fritid til at skam-øve et trick eller en joke til den ultimative perfektion.

»Barnløs« er Rune Klans første show siden »Det stribede show« for tre år siden og det femte i rækken af shows, hvor han traditionen tro blander komik og trylleri.