Johan Hansen blev hjulpet fra banen i lørdagens udekamp i Champions League mod Wisla Plock. Polfoto

Uheldig BSV’er i rullestol: Frygter alvorlig knæskade

Mathias Hove Andersen 

Johan Hansen indstiller sig på det værste. Uheld i Plock kan koste et år på sidelinjen

HÅNDBOLD Søndagens hjemrejse fra Polen var ekstra tung for BSV’s Johan Hansen, der måtte udgå af lørdagens udekamp mod Wisla Plock kort inde i anden halvleg.

Fløjspilleren har smerter i knæet, og i løbet af dagen blev han fragtet rundt i rullestol på turen, der gik fra Plock til Billund via Warszawa og Amsterdam.

- Jeg håber på det bedste, men regner med det værste. På den måde kan jeg kun blive positivt overrasket. Jeg må tage det, som det kommer, og jeg skal forhåbentlig scannes mandag eller tirsdag, siger Johan Hansen, der frygter en lang skadepause.

- Hvis det er korsbåndet, der er røget, tager det i værste fald et år. Det er hårdt, men nu må vi se, hvad scanningen siger, lyder det fra Johan Hansen.

Uheldet skete fire minutter efter pausen, hvor fløjen gav BSV’erne en tremålsføring efter en selvopofrende afslutning. I forbindelse med scoringen fik fløjen et vrid i knæet, og han kom aldrig tilbage på banen.

- Efter at have set det på video her efterfølgende er det i selve landingen, at knæet havner i en træls position, hvor det vrider indad. Det gik meget hurtigt, og jeg nåede ikke at tænke ret meget - udover at det gjorde ondt. Det er surt, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det, forklarer Johan Hansen.

Wisla Plock endte med at vinde kampen 28-25, og BSV får derfor mere end svært ved at avancere til ottendedelsfinalerne i Champions League, selvom der stadig resterer tre spillerunder i gruppen.