Siden 2000 har fodterapeut Mette Riis (tv) lejet sig ind hos kollegaen Birgitte Skov. Klinikken drives som en »fælles butik« med de to fodterapeuter er selvstændige. - Selv om vi har arbejdet med fødder i så mange år, så er det stadig et arbejde fyldt med fyldt med glæde, lyder det fra de to fodterapeuter, der netop er flyttet fra Estrupsgade til Nygade.

30 år med fokus på fødder

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Fodterapeuterne Mette Riis og Birgitte Skov har kendt hinanden siden de i 1986 læste til eksamen sammen på Fodterapeutskolen i København

SILKEBORG Da fodterapeut Mette Riis i 2000 valgte at leje sig ind hos kollegaen Birgitte Skov på Estrupsgade, vidste begge nogenlunde, hvad de gik ind til.

14 år tidligere gik de nemlig på samme hold på Fodterapeutskolen i København, og da de afsluttende eksamener stod for døren, valgte de ydermere at terpe eksamensstoffet sammen. Så der var ikke så meget betænkningstid, da Mette Riis fik muligheden for at praktisere sammen med sin studiekammerat.

- Min søster var i klinikken, men skulle have barsel, og så fik jeg »pladsen«, smiler Mette Riis mens de begge konstaterer, at hun blev »hængende«.

Kæmpe tilfredsstillelse
Siden er det blevet til 18 års i samme klinik, og i disse dage skrives et nyt kapitel i arbejdsfællesskabet, idet klinikken er flyttet til 75 kvadratmeter lyse og nyindrettede lokaler på Nygade 39B.

Her har de indrettet sig med to behandlerrum, venteværelse og værksted, hvor de fremstiller individuelt tilrettede indlæg til sko.

- Der er folk, der spørger, hvordan det er at arbejde i så mange år med folks sure tæer. Men sådan er det slet ikke. For det første kommer folk aldrig med sure tære, og for det andet, er det en kæmpe tilfredsstillelse at kunne hjælpe folk, siger Mette Riis, der suppleres af Birgitte Skov.

- Og det er jo ikke nødvendigvis fordi folk har et problem med deres fødder, at de kommer her. Der er en del, der blot synes, det er utroligt behageligt at få klippet neglene på den rigtige måde eller få fjernet hård hud, siger hun.