Aftenåbent med guitarkoncert

Kunstudstilling og koncert på Badet tirsdag aften

KUNST Der er guitarmusik på programmet, når der tirsdag er aftenåbent på Kunstcentret Silkeborg Bad.

Det er en gruppe studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus med underviser Frederik Munk Larsen i spidsen, der underholder.

Samme aften er der mulighed for at se de aktuelle udstillinger. I Kurbygningen kan man opleve »Livsværker – billedhuggeren Keld Moseholm«, »Det som næsten ikke er« med grafiker Birgitte Thorlacius og billedhugger Lars Waldemar samt »Øen som inspiration – Gotland« med Lars Jonsson og Eva-Maria Kothe fra Sverige og Jens Overgaard Christensen fra Danmark.

Den dokumentariske udstilling i Skovvilla om Silkeborg Vandkuranstalt er også åben.