En af udflugterne går til den smukke alpeby Kitzbühel, der forøvrigt er Hansi Hinterseers fødeby.

Sommerstemning i smukke Tyrol

Oplev sommeren i Tyrol på denne ottedages tur, 9.-16. juli. Nyd den indtagende natur og de karakteristiske små alpebyer med dansk rejseleder

Tyrol er ganske enkelt betagende smuk. En skønhed, som kun naturen kan skabe. De majestætiske bjerge, der knejser over dybgrønne dale med spejlblanke søer og omkranser den ene blomstrende alpeby efter den anden, er ren balsam for sjælen.

Læserklubben har i mange år haft en sommerrejse til Tyrol, og det skal vi også have i år.

Med enkelte ændringer i sidste års program tager vi af sted med Skave Turistfart søndag, 9. juli om morgenen mellem klokken syv og otte.

Opsamling i Silkeborg, Ikast og Herning - morgenkaffe/te med rundstykker og kurs sydpå.

Med passende pauser undervejs når vi frem til vores overnatningshotel i Sontra, hvor aftensmaden venter os. Om aftenen kan vi gå en tur og se mere på den hyggelige bindingsværksby.

Efter en god nats søvn fortsætter vi turen og når vort mål hen på dagen.

Vi skal bo en times kørsel fra grænsen ved Kufstein på det dejlige Alpenhotel Rettenberg i den lille hyggelige by, Kolsass/Weer. Hotellet har en nyrenoveret swimmingpool i en hyggelig have med terrasse, liggestole og en skøn udsigt til bjergene.

Her er vi på halvpension.

Ugen igennem skal vi se så mange af Tyrols fortræffeligheder som muligt, stadig med luft til afslapning og »ferie«.

Besøg i »hovedstaden«
En af de første udflugter går til »hovedstaden«, Innsbruck, der ligger blot 15 kilometer væk. Byen er 800 år, ligger ved floden Inn og er et populært skisportsted. De olympiske vinterlege er to gange foregået i Innsbruck.

Broen over Inn, som byen er opkaldt efter, gjorde i det 12. århundrede byen til en vigtig mellemstation for handlen mellem Italien, Schweiz og Tyskland. Byen har mange gamle og smukke bygninger, hvoraf vi bliver præsenteret for en del af dem. Med guiden går vi en tur forbi Hofburg, ser »Det Gyldne Tag« på fyrsteboligen og den franciskanske kirke fra det 15. århundrede, Anna Søjlen, Triumfbuen og Marie Theresienstrasse med de gamle huse og de dyre butikker. Vi aflægger også et besøg i den store, flotte og meget imponerende domkirke.

Mulighed for køb af frokost og indkøb på egen hånd, inden vi kører tilbage til hotellet.

Om eftermiddagen kan de, som har lyst, bsøge Swarovski Kristallwelten, en af Østrigs mest populære attraktioner. De åbnede dørene i 1995 for at markere hundredåret for firmaets grundlæggelse. I denne magiske verden støder vi på moderne kunst samt gammel historie. Vi lader os fortrylle af skønhed, energi og æstetik.

Entré betales på egen hånd (cirka 130 kroner).

Bjerglandsbyer og skønhed
Næste udflugt er en vidunderlig panoramatur ud i det smukke landskab, nemlig til Ôtztal med besøg ved Stuibner-vandfaldet. Vi passerer Innsbruck og kører mod Zirl, hvorfra vi fortsætter via en meget flot vej gennem bjergdalen og ser to store opdæmmede søer, der bruges til vandkraft.

Undervejs kører vi igennem den lille bjerglandsby, Kühtai, hvor heste og køer går frit på vejen.

Vi finder et godt sted, hvor vi kan spise vore medbragte madpakker, inden turen fortsætter ad kurvede veje ind i Ôtzdalen. Videre til den gamle landsby, Ôzidorf, hvorfra vi kan gå en tur på en halv times tid ind til Nordtyrols største vandfald, Stuibenwasserfall (du skal være habilt gående). Herfra kører vi igen mod Inndalen og er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.

Dagen efter bydes der på endnu en panoramisk udflugt i bjergene. Vi kører til området Krimml, et naturskønt sted mellem bjergene, hvor vi finder Europas højeste vandfald, Krimml Vandfaldet.

Egentlig består vandfaldet af hele tre fald med en samlet højde på 380 meter. På lang afstand kan man høre larmen og mærke fugten fra de enorme vandmasser.

På hjemvejen besøger vi den danske souvenirhandler, Linda fra Fjaltring ved Lemvig, som har en stor forretning i Tyrol.

Berømt feriested
Sidste udflugt går til Kitzbühl.

Vi kører gennem Brixental inden ankomst til et af alpernes mest berømte og smukkeste feriesteder og Hansi Hinterseers fødeby.

Først kan du (på egen hånd) tage med svævebanen Hahnenkamm til alpine højder, der gør dig åndeløs, og hvor udsigten er mageløs.

Rejselederen tager herefter gruppen med på en byrundtur gennem den pittoreske gamle bydel, og vi får den kosmopolitiske by med turister fra hele verden at opleve, inden vi kører hjemad, forbi Wildekaiserbjergkæden, til aftensmad på hotellet.

En af aftenerne holder hotellet en forrygende tyroleraften med både musik og underholdning.

På hjemrejsen er der overnatning samt aftensmad i Tyskland.

Prisen for denne smukke rejse til Tyrol er for avisens abonnenter 4548 kroner. Eneværelsestillæg på 500 kroner. Ikke-abonnenter betaler tilsvarede 4698 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel i moderne langstursbus

Dansktalende rejseleder hele vejen

Morgenkaffe og rundstykker i bussen

Overnatning i Tysland på såvel ud- som hjemrejse

Fem nætter på Alpenhotel Rettenberg

Halvpension

Udflugter i følge program

Tyroleraften

En bestemt plads i bussen kan reserveres for 100 kroner.

Tilmelding til Læserklubben i Silkeborg på [email protected] eller på telefon 87 22 84 69.