Bilist påvirket af stoffer fik sin bil beslaglagt

SILKEBORG En 34-årig mand fra Fårvang måtte søndag nat klokken 03.25 overlade bilnøglerne til politiet.

En patrulje standsede manden, der kørte i bil på Vestergade. En test viste, at han havde kokain og amfetamin i blodet. Førerretten havde han tidligere mistet, og da det var tredje gang, manden overtrådte færdselsloven indenfor få år, beslaglagde politiet hans Peugeot Partner med henblik på at få den konfiskeret.

Oveni det blev manden sigtet for de nye lovbrud.