Silkeborg er i front, når det gælder interessen for grøn energi.

Silkeborg er landets grønneste by

Kenneth Husum 

Stor interesse for grøn energi i Silkeborg, ifølge undersøgelse

SILKEBORG Der er stor forskel på, hvor meget de forskellige byer i Danmark går op i grøn energi.

Greenmatch.dk, der sammenligner leverandører af grønne energikilder, har valgt at tage et kig på Danmarks 50 største byer og fundet frem til, hvilke af disse byer, som har størst interesse i grøn energi.

Undersøgelsen er foretaget ved at se på, hvor man oftest undersøger muligheden for at anskaffe sig en grøn energikilde som eksempelvis en varmepumpe.

Jylland dominerer toppen af listen, hvor Silkeborg bliver udnævnt til at være landets grønneste by.

I forhold til indbyggertallet i Silkeborg viser det sig, at 17,5% af indbyggerne har en interesse i grønne energiløsninger, konkluderer undersøgelsen.

I den anden ende af listen er Nørresundby, hvor indbyggerne har mindst interesse for grøn energi. Her er det kun 1,44 procent af indbyggerne, der har vist interesse for grøn energi, hvilket placerer byen som nr. 50 på listen.

Halvdelen af listens top 10 består af jyske byer. Fire ud af de fem mest miljøvenlige byer, viser sig også at være fra Jylland.