SIF er ude af pokalturneringen efter klart nederlag i Aalborg. Slutcifrene 5-0 ærgrer manager Peter Sørensen. Foto: René Schütze/Polfoto

SIF-manager: AaB gav os en røvfuld

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF er ude af DBU Pokalen efter klart nederlag i Aalborg

FODBOLD Silkeborg IF og Aalborg Stadion. Det er ikke to ting, der går ret godt sammen.

Søndag eftermiddag havde AaB besejret SIF med 3-0 i Superligaen, og torsdag aften sendte nordjyderne så SIF’erne ud af DBU Pokalen med en storsejr på 5-0.

- Det er jeg træt af. Det er et nederlag, som er for stort, selvom det er en rigtig god modstander, der spillede med noget nær deres bedste hold, lød den umiddelbare reaktion fra SIF-manager Peter Sørensen.

To gange i første halvleg lynede unge Rasmus Thellufsen, der kom på måltavlen efter 25 og 37 minutters spil, hvorfor AaB var foran 2-0 ved pausen.

SIF’erne kunne ikke matche værternes effektivitet, hvilket blandt andet kom til udtryk, da Robert Skov brændte i en helt fri position i feltet efter et glimrende oplæg fra en velspillende Jeppe Okkels.

Kantspilleren var blot én af de seks udskiftninger, som SIF-manageren havde foretaget i startopstillingen sammenlignet med søndagens kamp.

- Det er ikke fordi, AaB svømmer i chancer, men de havde alligevel nok til at give os en røvfuld. Det må vi anerkende, men hvis vi skal analysere det i bund, må jeg tage det på min kappe, at vi stiller med et hold, som ikke har indspillede relationer, forklarede Peter Sørensen.

Flere af de unge SIF’ere leverede en godkendt præstation, men i anden halvleg lukkede og slukkede AaB’erne med yderligere tre scoringer.

Syv minutter efter pausen blev Rasmus Thellufsen noteret for sin tredje scoring, og i det 71. minut kunne Edison Flores gøre det til 4-0, da peruvianerens afslutning ramte Jens Martin Gammelby og gik i mål.

12 minutter før tid kom Rasmus Thellufsen på tavlen for fjerde gang, da AaB-spilleren sendte en flad afslutning mod mål, som Gustav Dahl var uheldig at rette af, inden bolden trillede over stregen til 5-0.

I slutfasen fik indskiftede Rubio Rubin, der spillede sin første kamp for SIF, en stor mulighed, men amerikaneren sendte bolden over mål fra en fri position på kanten af det lille felt.

Dermed er SIF ude af pokalturneringen. Næste kamp i Superligaen venter søndag, hvor Randers FC gæster Mascot Park.

- Det er klart, at kampen på søndag er den vigtigste. Det var den både før og efter denne kamp, fastslog Peter Sørensen.