Silkeborg-Voel gjorde kort proces i udekampen mod Randers HK, og sejren kom aldrig i fare. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Pligtsejr sender Voel-kvinder op på slutspilsplads

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg-Voel hentede den ventede udesejr over Skanderborg, og holdet er dermed tilbage i top-6

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel skulle have to point med fra søndagens udekamp i Skanderborg for at avancere til den eftertragtede sjetteplads, der giver adgang til slutspillet, og sejren kom i hus uden de helt store problemer.

Værterne, der blot har vundet en enkelt kamp i Primo Tours Ligaen i denne sæson, indkasserede et klart nederlag på 22-30, og Silkeborg-Voel overhaler dermed de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg, der dumper ned på syvendepladsen i tabellen.

Der resterer fortsat tre kampe i grundspillet, hvor Silkeborg-Voel har hjemmebanefordelen mod TTH Holstebro og Odense HC, inden Randers HK venter på udebane i den sidste kamp.

Værterne hang på
I begyndelsen af første halvleg så det ud til, at Silkeborg-Voel ville få let spil i Skanderborg. Sofie Bæk Andersen bød hurtigt ind med et par scoringer, og i den modsatte ende lukkede Stephanie Andersen fint af.

Efter små 11 minutters spil sikrede Daniella Dragojevic en tremålsføring til gæsterne ved stillingen 2-5, men hjemmeholdet kæmpede sig tilbage med tre scoringer på stribe i en periode, hvor Voel-kvinderne havde åbenlyse vanskeligheder i offensiven.

Først fem minutter før pausen fik Silkeborg-Voel slået et nyt hul, da Rikke Iversen løb kontra og scorede til 8-10. Voel-føringen blev yderligere udbygget af Freja Cohrt, der sikrede et straffekast, som Trine Troelsen omsatte til scoring, inden Voel-fløjen selv blev noteret for to mål. Ved pausen var gæsternes føring vokset til fire mål ved stillingen 9-13.

Gæsterne trak fra
Skanderborg åbnede anden halvleg med to scoringer og fik dermed reduceret til 11-13, men så meldte Silkeborg-Voels vanlige storskytter sig endelig ind. Trine Troelsen og Stine Skogrand kom på måltavlen for første gang i åbent spil, og efter 37 minutter måtte hjemmeholdet tage timeout ved stillingen 11-17.

Det fik dog ikke den helt store effekt for bundholdet, der var bagud med 14-22 efter et kvarters spil af anden halvleg, hvor Trine Troelsen flere gange fik vist, hvorfor hun er topscorer i landets bedste række i denne sæson.

Ni minutter før tid var Silkeborg-Voels føring vokset til 10 mål, og den sidste del af kampen handlede udelukkende om, hvor stor gæsternes sejr skulle være. Skanderborg-spillerne havde svært ved at score på indskiftede Stine Bonde, der tog godt fra i slutfasen, men hjemmeholdet formåede alligevel at begrænse nederlaget til 22-30.