Den nye restauratør i Resenbro, Ebbe Langhoff Gøgsig (tv), sammen med Sheila Møller, der fortsætter som daglig leder af café-afdelingen. Til højre er det golfmanager Mads Faber.

Ny restauratør i Silkeborg Ry Golfklub

Brian Holst 

Restaurant fra Aarhus overtager driften af restauranten i Silkeborg Ry Golfklub

RESENBRO Ferdinand Hotel-Bar-Restaurant i Aarhus bliver den nye forpagter af restauranten i Silkeborg Ry Golfklub i Resenbro.

Det er kommet på plads efter, at Børge Jensen sagde op som restauratør i golfklubben på grund af et jobtilbud fra Herning Golfklub.

- Vi glæder os meget over at kunne tiltrække så stærk en samarbejdspartner, og vi føler os overbeviste om, at samarbejdet vil give et løft til golfklubben over hele linjen, siger golfmanager Mads Faber.

Golfklubben har indgået en tre-årig forpagtningsaftale med Ferdinand, der driver virksomhed på Åboulevarden i Aarhus med restauratør Ebbe Langhoff Gøgsig ved roret. Han ønsker at overføre konceptet fra restauranten i Aarhus til Silkeborg, hvor der vil være åben syv dage om ugen. Restauranten vil være opdelt i en cafe-del med golfbar og en a la carte-restaurant, som har åbent i aftentimerne. Ferdinand vil også satse på selskaber og levering af mad ud af huset.

- Vi glæder os til at åbne dørene for både klubbens medlemmer og alle andre, der søger en gastronomisk oplevelse i de fantastiske omgivelser. I golfbaren vil der være et stort udvalg af gin og rom samt vores helt egen golfsnaps, der bliver lavet på urter fra golfbanen, siger Ebbe Langhoff Gøgsig, der også tænker nye veje.

- Vi har booket duoen Sko & Torp til intimkoncert til efteråret, og vi vil i det hele taget gerne lave arrangementer, der ikke kun er for golfspillere. Den type arrangementer vil vi have særligt fokus på i årets stille perioder, siger Ebbe Langhoff Gøgsig.

Aftalen med Ferdinand gælder i første omgang kun restauranten i Resenbro, mens restaurantdelen i klubhuset på Kildebjerg i Ry ifølge Mads Faber skal drøftes på sigt.

- Foreløbig glæder vi os over, at restauranten i Resenbro inklusiv inventar og menukort får et løft, så det matcher en af Danmarks bedste golfbaner, siger Mads Faber.

På grund af ommøblering og klargøring vil restauranten være lukket fra 1. til 7. april.