Foto: Colourbox

Frikirkepræst vil ikke forholde sig til sex-sigtelser

Brian Holst 

Frikirkepræsten fra Silkeborg bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Pressen fik kun lov til at høre de foreløbige sigtelser

SILKEBORG Foreløbig er en 29-årig frikirkepræst fra Silkeborg blevet sigtet for ni seksuelle krænkelser af mindreårige.

Det kom frem, da den 29-årige præst i dag blev fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Viborg, hvor anklagemyndigheden ønsker ham fængslet.

Pressen fik lov til at høre sigtelserne mod den 29-årige frikirkepræst, der sad roligt og lyttede til anklageren, der foreløbig kunne remse ni sigtelser op. Anklageren signalerede dog, at flere sigtelser kan komme til.

Den 29-årige præst er sigtet for, som ungdomspræst, at have udnyttet sin »overlegenhed« i undervisningsbrug til at have presset fem mindreårige under 18 år til sex. Overgrebene fandt angiveligt sted både i frikirken i Silkeborg og på flere forskellige adresser i Silkeborg. Den ene af sigtelserne vedrører analt samleje med en dreng, ligesom der også er begået flere overgreb på mindreårige piger, som han blandt andet er sigtet for at have fået til at strippe for sig. Desuden har præsten angiveligt fotograferet en af pigerne nøgen og befølt andre piger intime steder. Tre af de foreløbige fem ofre er ifølge sigtelserne drenge.

Inden pressen blev vist ud af retslokalet, skulle den 29-årige præst svare på, hvordan han forholder sig til sigtelserne, der fandt sted fra 2006 til 2010.

Ifølge præstens forsvarer, Anne-Mette Larsen Rahbek, ønsker den 29-årige præst ikke at forholde sig til sigtelserne på nuværende tidspunkt.