Foto: Colourbox

Maskeret mand røvede Meny på Borgergade

Adam Haff 

Maskeret mand truede sig til penge hos kassemedarbejder. Gerningsmanden forsøgte sig muligvis tidligere på aftenen i Kiosk 1 på Århusvej

SILKEBORG Tirsdag aften blev to forretninger i Silkeborg indenfor halvanden times tid ramt af et røveriforsøg og et fuldbyrdet røveri.

En hætteklædt, maskeret mand gik klokken 18.37 ind i Kiosk 1 på Århusvej. Den yngre mand havde en kniv, som stak op ad lommen. Han så, at der sad kunder ved spilleautomaterne. Og det fik ham angiveligt til at opgive sit forehavende.

I hvert fald vendte personen om og stak i fuld firspring ad Århusvej ind mod byen. Han slap væk.

Klokken 20.58 blev der begået et røveri mod Meny i Borgergade. En maskeret mand truede med en kniv, muligvis en hobbykniv, en 20-årig kassemedarbejder til at udlevere, hvad politiet betegner, som »et mindre kontantbeløb« fra kassen.

Det skete på et tidspunkt, hvor de to kom til at stå alene over for hinanden. Røveren slap væk.

Han beskrives som 18-20 år, dansktalende og lys i huden. Han bar en mørk elefanthue og mørkt tøj.

Politiet efterforsker begge episoder, og politikommissær Bent Riber Nielsen vil ikke udelukke, at der kan være en sammenhæng mellem sagerne. Røveren i Meny kan være den person, som forgæves forsøgte sig tidligere på aftenen i Kiosk 1.

Hvis man har bemærket noget i forbindelse med de to hændelser, vil politiet gerne have besked på telefon 114.