Hvad? Det skønnes at omkring 800.000 danskere hører dårligt. Himmelbjeg Apotek og Din Hørelse sætter derfor fokus på nedsat hørelse og tilbyder onsdag i den kommende uge høretest.

Himmelbjerg Apotek tester din hørelse

Himmelbjerg Apotek og en hørespecialist fra Din Hørelse tester kundernes hørelse den 15. marts

SILKEBORG Er du blandt de 800.000 danskere, som har problemer med hørelsen, så er der hjælp og vejledning hos Himmelbjerg Apotek onsdag den 15. marts.

Her sætter Din Hørelse og Himmelbjerg Apotek fokus på at forbedre borgernes livskvalitet og inviterer til en gratis og uforpligtende høretest. Testen tager 10 minutter og foretages af hørespecialist Rikke Andersen.

- I dag har næsten halvdelen af alle mennesker over 50 år vanskeligt ved at høre, hvad andre siger, hvis der er støj i baggrunden. Det er derfor en god idé at teste sin hørelse regelmæssigt for at finde ud af, om man kan hjælpes til en forbedret livskvalitet. Jeg håber derfor, at mange vil komme forbi Himmelbjerg Apotek, siger hørespecialist Rikke Andersen.

Langt de fleste går til optikeren, hvis synet driller. Men når evnen til at høre nedsættes helt eller delvist, forholder det sig anderledes. Der går derfor i gennemsnit syv år, fra problemet opstår, indtil man anskaffer sig et høreapparat.

I dag skønner man, at cirka 800.000 danskere har problemer med hørelsen, og at kun halvdelen af dem har et høreapparat. Det betyder samtidig, at mange mennesker oplever, at folk »mumler«, og at en samtale kræver øjenkontakt. Ligeledes kan man have svært ved at høre i store forsamlinger, eller skal bede andre gentage, hvad der bliver sagt.

En høretest vil kunne afdække, om man kan hjælpes til en bedre hørelse og nemmere hverdag. Testen på Himmelbjerg Apotek forudsætter ikke en forudgående aftale, men man er velkommen til at kontakte apoteket, hvis der er et særligt tidspunkt, der passer bedst.