Teknisk Skole Silkeborg giver deres lærlinge mange udfordringer, som blandt andet denne Renault 12 årgang 1974, som skulle gennemrenoveres til Den Gamle By, hvor den nu er blevet del af 1974-udstillingen. Bilen blev iøvrigt i sin tid brugt som håndværkerbil, idet den var VVS-bil fra 1974 til 1982, hvorefter den blev kørt i garagen, hvor den stod og irrede sammen, indtil den for to år siden blev foræret til Den Gamle By. Foto: Bjarne Gregersen

Overenskomst-ros til Silkeborg Teknisk Skole

Bjarne Gregersen 

Silkeborg Teknisk Skole roses for en ekstraordinær god uddannelse af karrosseri- og autolakerings-lærlinge

SILKEBORG Der var ros til Teknisk Skole i Silkeborg ved overenskomstforhandlinger mellem Dansk Metal og karosseriforeningen SKAD (Autoskade- og Køretøjsbyggerbranchen i Danmark).

I første omgang var der roser fra Dansk Metal til SKAD for at have det højeste lærlingegennemsnit i autobranchen.

Dernæst var der ros fra SKADs direktør Thomas Krebs til Silkeborg Teknisk Skole for at gøre en helt særlig indsats for karosseri- og malerlærlinge.

- Vi skal tage ansvaret alvorligt og sikre, at de unge får en uddannelse, og helst en erhvervsuddannelse. Ved Skills i Aalborg har de dygtige unge inden for karrosseri og malerfaget vist deres værd og demonstreret kunsten at reparere og lakere biler på en professionel måde. Det er ikke mindst takket være de dygtige lærere på Teknisk Skole i Silkeborg, der har ofret megen tid på niveauet på skolen samt på at skabe opmærksomhed omkring uddannelserne, siger Thomas Krebs.

SKAD har gennemsnitligt mere end en halv lærling pr. medlemsvirksomhed, hvilket sandsynligvis er det højeste gennemsnit i autobranchen.

- SKAD’s medlemmer har altid haft en tradition for at tage mange lærlinge, og man har gennem tiden uddannet nogle af de dygtigste i faget, siger Thomas Krebs,

Teknisk Skole i Silkeborg er landsskole for autolakerere, og har flere gange haft lærlinge med ved VM i Skills.

Og skolen dannede rammen om det første nordiske mesterskab for Autolakerere og Karrosseriteknikere for to år siden.