Glass of fresh chilled beer

AOF-kursus: Lær at brygge øl på Balleskolen

SILKEBORG Hvis man går med ønsket om at lære, hvordan man brygger øl, er der mulighed for det lørdag den 11. marts, hvor brygger Jørgen Sonne Kristensen underviser på Balleskolen i Silkeborg.

AOF Silkeborg tilbyder et endagskursus, hvor man lærer, hvordan humlen blandes, og hvordan det skal gæres.

Jørgen Sonne Kristensen er tidligere brygger på Ørbæk Bryggeri og Fur Bryghus og bor på Mols, hvor hans firma Mobilbryg tilbyder kurser, ølsmagning og brygdemonstrationer.

Mols-bryggeren vil undervise i både teori og praksis i skolekøkkenet, imens kursisterne brygger to og to på 20 liters mikro-bryganlæg. En dag, hvor enhver, der har lyst, kan blive klogere på malt, humle og gær, urtkogning, skumhatte og meget mere. Øl fra brygmesterens egen produktion hører naturligvis også til på dagen, øl, som drikkes til inspiration og med nydelse.

Til slut tager kursisterne hver sit nybryggede øl med hjem og gærer det færdigt.

Her er ifølge tidligere kursister den største udfordring - øllet skal jo lige lagre. Til gengæld er resultatet værd at vente på: at kunne udbringe en skål i ægte »gammeldaws« håndbrygget, upasteuriseret og ufiltreret øl af gode råvarer.