Julie Aagaard fortsætter i Silkeborg-Voel. Foto: Martin Ballund

Silkeborg-Voel forlænger med bagspiller

Mathias Hove Andersen 

Julie Aagaard fortsætter på Voel-holdet i den kommende sæson

HÅNDBOLD Julie Aagaard så til fra bænken, da Silkeborg-Voel lørdag besejrede TTH Holstebro i Primo Tours Ligaen, og selvom spilletiden har været begrænset i denne sæson, fortsætter bagspilleren i klubben.

Efter kampen i Jysk Arena kunne backen afsløre, at hun har forlænget sin aftale med Silkeborg-Voel, hvor hun også er at finde i den kommende sæson.

- Jeg er rigtig glad for at være i Silkeborg. Det er et sted, hvor jeg føler, at jeg kan udvikle mig og blive endnu bedre. Det er det vigtigste for mig, siger Julie Aagaard.

Bagspilleren kom til Silkeborg-Voel fra 1. divisionsklubben EH Aalborg, hvor hun genstartede sin karriere efter en længere pause.

- Nu har jeg jo været væk fra tophåndbolden i en periode på to-tre år, og derfor er det vigtigt for mig at være i et stabilt niveau, hvor jeg kan få lov til at træne løs og blive bedre. Samtidig er jeg rigtig glad for at være i nogle gode omgivelser blandt nogle søde piger. Det var egentlig ret let for mig at beslutte, fortæller 25-årige Julie Aagaard, der har skruet op for sit engagement i klubben.

- Vi lagde en plan, da jeg startede, hvor jeg i det første halve år skulle studere rigtig meget. Det betød, at jeg ikke kom til at træne lige så meget, som alle de andre gjorde. Det er først her fra januar, at jeg er kommet ind i fuld træning. Jeg føler, at pilen peger opad. Det er rigtig rart, siger Julie Aagaard, der håber på at kunne bidrage mere på banen i fremtiden.

- Jeg vil altid gerne spille, men det skal jeg træne mig til, så jeg kan vise, at det er mig, der skal spille. Det er op til mig selv, selvom det selvfølgelig er Jakob (Andreasen, red.), der bestemmer. For mig starter det i træningslokalet, siger Julie Aagaard.