BSV slog Kadetten Schaffhausen og går videre til 1/8-finalerne i Champions League. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Succes: BSV besejrer Kadetten og avancerer til 1/8-finalen i Champions League

Mathias Hove Andersen 

Sejr i søndagens skæbnekamp sender Bjerringbro-Silkeborg videre i Champions League. Nu går turen til Ungarn

HÅNDBOLD BSV spillede sig søndag aften videre i Champions League efter en sikker hjemmesejr på 37-32 over schweiziske Kadetten Schaffhausen foran 2484 tilskuere i en tætpakket Jysk Arena.

De forsvarende danske mestre skulle bruge en sejr for at komme op på siden af Wisla Plock i gruppe A, og BSV’erne går dermed videre til ottendedelsfinalerne, fordi Peter Bredsdorff-Larsens tropper er bedre end polakkerne i det indbyrdes regnskab.

BSV’erne tog hurtigt taktstokken og bragte sig foran med 3-1. Den føring blev efterfølgende udbygget til 10-6, hvor gæsterne så sig nødsaget til at tage timeout. Det fik dog ikke den store effekt, og det var især en velspillende duo i skikkelse af Michael V. Knudsen og Sebastian Skube, der gav modstanderne vanskeligheder.

Efter 21 minutters spil var BSV foran med 13-8, og hjemmeholdet blev også hjulpet godt på vej af unge Rasmus Kier, der fortsatte de imponerende takter fra den foregående ligakamp mod TTH Holstebro.

De schweiziske gæster havde kun æren at spille for, men de fik alligevel tændt et lille håb om et comeback med en reducering til pausestillingen 18-14.

I anden halvleg spidsede tingene til. BSV’erne savnede redninger fra Søren Rasmussen i målet, og Kadetten fik bragt hjemmeholdets føring ned på 23-21 og 26-24.

Helt spændende blev det dog aldrig, for BSV var bare en tand bedre end modstanderen. 12 minutter før tid trak BSV’erne igen fra, og denne gang var der intet modsvar fra Kadetten.

Allan Damgaard var en ivrig målskytte i denne periode, hvor Michael V. Knudsen, Sebastian Skube og Rasmus Kier ligeledes var toneangivende i offensiven.

Tre minutter før tid var stillingen 36-30 til BSV, og jublen begyndte så småt på tribunerne. I slutfasen fik 45-årig Tom Jensen, der normalt er fysioterapeut i klubben, sågar lov til at tage plads i målet, og selvom han blev passeret et par gange, hentede BSV en sikker sejr på 37-32.

Det står allerede nu klart, at BSV’erne skal møde ungarske Pick Szeged i ottendedelsfinalerne. Den første af slagsen spilles søndag 26. marts klokken 16.50 i Jysk Arena, mens returopgøret endnu ikke er fastlagt.