Rejseleder Arne Doktor fortæller om »De hvide busser«, der mod slutningen af 2. verdenskrig bragte mange danskere hjem fra tysk fangenskab.

Foredrag om »De hvide busser« i OK-klubben

SILKEBORG Efter generalforsamlingen i OK-Klubben Silkeborg mandag den 20. marts bliver der et foredrag med rejseleder Arne Doktor med titlen »De Hvide Busser«.

Anden Verdenskrig sang på allersidste vers, og allerede i begyndelsen af 1945 var de fleste klar over, at enden på den frygtelige krig var nær.

Et tegn på, at tiderne nu var ved at blive anderledes, var »De hvide busser«, der i marts, april og maj 1945 reddede tusinder af danskere og nordmænd hjem fra tysk fangenskab. Den storstilede redningsaktion blev ledet af den svenske greve Folke Bernadotte på vegne af Røde Kors.

De hvide busser var resultatet af flere års arbejde for at få de danske fanger udleveret. I oktober 1943 blev de danske jøder og kommunister sendt i KZ- lejre, og der var i krigens sidste år også danske modstandsfolk i tysk fangenskab.

Alt dette vil Arne Doktor berette om i OK-Klubben denne mandag eftermiddag i Lunden på Vestergade.