- Jeg har tænkt på at starte i flere år, men nu skal det være, siger Pia Kristiansen, der har søgt ind på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg via kvote 2. Med tre større børn har hun nu fået mere luft og tid til at læse videre.

Stigning i ansøgere til Erhvervsakademi Dania

SILKEBORG 60 personer har i år valgt Erhvervsakademi Dania i Silkeborg som deres 1. prioritet ved kvote 2-ansøgningsfristen for videregående uddannelser. Det er 12 flere end sidste år.

- Jeg er utrolig glad for, at 25 pct. flere end sidste år har valgt at søge ind på vores to videregående uddannelser til handelsøkonom og finansøkonom. For mig er det et signal om, at de unge mennesker i Silkeborg kan se fornuften i at vælge en videregående uddannelse lokalt, der kobler teorien med praksis, og som i høj grad er efterspurgt af virksomhederne, forklarer campuschef Flemming Glud Hansen på baggrund af ansøgertallet.

En af dem, der har valgt at søge ind på en videregående uddannelse hos Erhvervsakademi Dania i Silkeborg er Pia Kristiansen, som er mor til tre.

Med sine 43 år hører Pia Kristiansen til blandt de mere modne ansøgere på handelsøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademi Dania. Det afskrækker dog ikke.

- Vi har da lavet lidt sjov derhjemme med, at mor skal til at gå i skole igen. Min ældste datter skal starte på HF til sommer, og jeg måtte lige forsikre hende om, at jeg ikke skulle på HF, og derfor ikke kom til at læse sammen med hende, fortæller Pia Kristiansen.

Grunden til, at hun netop har valgt at søge ind på handelsøkonom, er klar.

- Jeg har blandt andet været en del år hos Grundfos, og det var egentlig her, jeg blev inspireret til at søge ind på dette studie, fordi jeg arbejde tæt sammen med logistik, og jeg syntes, det så rigtig interessant ud. Jeg vil gerne have noget med internationalt salg at gøre, fortæller hun.

Hun og andre ansøgere til de videregående uddannelser får svar på, om de er optaget den 28. juli.