Stop Madspild Silkeborg, der henter overskudsmad fra en række butikker i Silkeborg-området, inviterer sine kunder til festmiddag. Prisen for hele herligheden med tre retter, underholdning og festtale ved Søren Ryge Petersen er bare 20 kr. Foto: Martin Ballund

Skab nyt logo og vind 2000 kroner

Jesper Rosenquist 

Stop Madspild Silkeborg udskriver logokonkurrence. Et nyt logo skal gøre foreningen mere synlig

SILKEBORG På den første årlige generalforsamling i Stop Madspild Silkeborg, udskrev foreningen en konkurrence om at designe et nyt logo.

- Vi er ved at få et godt fodfæste i byen, og nu vil vi gerne have en visuel identitet også, siger formand Anette Svarre i en pressemeddelelse.

Hun oplever, at Stop Madspild Silkeborg har fået en fantastisk modtagelse i byen.

- Vores købmænd, der leverer overskudsmaden, vores brugere, den almindelige silkeborgenser støtter os fuldt ud, og de får os til at føle, at vi gør et godt stykke arbejde. Det er blandt andet derfor, vi gerne vil have en visuel identitet, så silkeborgenserne kan genkende os endnu mere, forklarer Anette Svarre.

Førstepræmien i konkurrencen er på 2000 kroner.

- Vi håber, at mere synlighed kan give os flere frivillige og flere leverandører, så vi kan hjælpe endnu flere udsatte mennesker i hele kommunen, siger Anette Svarre.

Ni supermarkeder støtter
I sin beretning på generalforsamlingen fortalte Anette Svarre desuden om, at det går fremad på alle fronter. Foreningen har nu ni supermarkeder og købmænd som leverandører, og antallet af frivillige har rundet de 40.

Beretningen og regnskabet blev godkendt af medlemmerne, og i den efterfølgende debat kom de omkring 20 fremmødte med flere gode ideer til det fremtidige arbejde.

Der var genvalg til de to bestyrelsemedlemmer, som var på valg. Bestyrelsen består derfor igen af: Anette Svarre, formand, Bente Fuglsbjerg, kasserer, Mikael Hasle, Basheer Alkaterji og Sven Petersen.