Bilist kørte ind i hæk – og forsvandt

Søren Nielsen 

THEM En mandlig bilist kørte mandag morgen klokken 7.20 ind i en hæk ved Toftevænget i Them.

Uheldet foregik med så høj fart, at bilen rullede om på siden, men med hjælp fra hækken blev bilen puffet tilbage igen.

Det var tilsyneladende heldigt for bilisten, der ikke havde til hensigt at blive på stedet. For straks kørte han derfra. Det har vidner oplyst til vagtcentralen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi var efterfølgende ude at lede efter bilen, og vi fandt den på Liljevej. Men den mandlige fører af bilen var der ikke. Nu skal vi i gang med at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen, for det er nemlig en kvinde, som ejer bilen, oplyser vagtlederen.