Tvilum Kirke bliver et af de store omdrejningspunkter for efterårets store reformationsfejring. Foto: Bjarne Gregersen
Rift om at komme til reformationsfest
TVILUM Gruppen bag efterårets store markering ved og i Tvilum Kirke af 500-året for reformationen har holdt et godt indledende informationsmøde med mange deltagere.
Samtidig er billetsalget til selve skuespil-delen nu åbnet, og da der er begrænsede pladser til de fire forestillinger, er der allerede rift om billetterne.
Forestillingen opføres i dagene fra torsdag den 14. september til lørdag den 16. september, hvor området omkring Tvilum Kirke omskabes til middelalder-markedsplads, og hvor der laves store udendørs scenerier i forbindelse med skuespillet, der fortsætter indendøre i Tvilum Kirke. Det er gennem augustinermunken Willum Pedersen, at stykket følger Tvilum Kloster og reformationens komme til Danmark i klostrets tid. Blandt andet vil man kunne opleve, hvordan munkene kommer sejlende til ad Gudenåen.
I forbindelse med fejringen og skuespillet er der brug for masser af frivillige til en række opgaver, lige som man kan deltage med middelalderbod og meget andet.