Stribe af indbrud i restaurationer og butikker

Camilla Abildgaard Norup 

En mand i hættetrøje er set forlade flere af de indbrudsramte steder på en knallert

SILKEBORG I løbet af pinsen har en række restaurationer og butikker i Silkeborg fået knust ruder og tømt deres kasseapparat.

Natten til mandag kl. 01.11 modtog politiet en anmeldelse om indbrud hos Bikeworld på Viborgvej i Silkeborg. På overvågningsbilleder en ses en mand, der beskrives som 20-30 år iklædt sorthættetrøje med en hvid stribe og sorte træningsbukser med en hvid stribe, gå rundt i butikken. Der er ikke stjålet noget fra butikken.

Kjød og Kul på Østergade fik i tiden mellem søndag kl. 23 og mandag kl. 9 fik knust en rude i døren.

Umiddelbart tyder det ikke på, at nogen er trængt ind i restauranten.

Værre gik det i Vestergade hos Sensitiv Yoga. I samme tidsrum er der ligeledes knust en rude med en sten og kasseapparatet, der indeholdt en mindre beløb, er blevet tømt.

Den var også gal i cafeteriet ved Multihuset i Sejs. I tidsrummet mellem lørdag kl. 12 og mandag kl. 10.30 blev en dør i stueetagen brudt op og kasseapparatet i cafeteriet, der ligger på 1. sal, blev tømt. Det indeholdt også kun et mindre beløb.

Natten mellem mandag og tirsdag var det restaurant Zorba i Nygade, der stod for skud.

En rude i en bagdør var knust, og kasseapparatet, som var tomt, blev brudt op. Her blev en mand iklædt en sort hættetrøje set forlade stedet på en knallert.

Samme nat kl. 02.12 gik en alarm i Slusekiosken på Østergade, da en rude blev knust. Gerningsmaden forlod stedet tomhændet på grå knallert af mærket Aprilia.

Kort tid efter, nemlig kl. 02.34, blev der knust en rude hos Restaurant Bone’s på Papirfabrikken. Her gik gerningsmanden også efter kasseapparatet, der var tomt.

- Vi går ud fra, at det er den samme gerningsmand, der har været på spil. Dels fordi der er kort tid og afstand imellem, men også på grund af knallerten, der er set flere steder, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Politiet vil i løbet af tirsdag se nærmere på video-overvågning fra flere af stederne, der blev ramt af indbrudsbølgen.