Bueskytter fra SIF står for den spændende antændelse af bålet. Det ser let ud på film, men det er sværere, end man skulle tro.

Sankthansbål på Silkeborg Langsø

Der bliver et flydende sankthansbål på Silkeborg Langsø

SILKEBORG En pil med ild skal tænde det flydende bål, når der fredag aften bliver holdt sankthans foran rådhuset ved Silkeborg Langsø.

Tidligere år har vind og vejr udfordret SIF bueskytterne. Et år måtte arrangørerne give fortabt og bede tilskuerne om at låne en lighter. Sidste år lykkedes det - om end to mænd på en flåde måtte »puste lidt til ilden«.

Trænet på opgaven
Arrangørerne oplyser, at man denne gang har arbejdet med konceptet, og de dygtige bueskytter har trænet målrettet, men spændende bliver det igen i år.

Ved sankthans-arrangementet kan man opleve Sejthen/Danielsen Duo og Karin Sjöholm fremføre et intimt sommer-potpourri og måske spille op til midsommerdans.

Der er jazz-inspirerede rytmer fra Swing Singers og naturligvis fællessang, hvor blandt andet den smukke Midsommervise afsynges - i forbindelse med, at Silkeborg Produktionshøjskoles tre meter høje heks med manér sendes til Bloksbjerg.

Båltalen fremføres af Silkeborg Kirkes sogne- og hospitalspræst, Anette Korte-gaard, mens Peter Nyegaard Jensen binder det hele sammen som aftenens konferencier.

Der er i år arrangeret boder og telte, hvorfra der kan købes pølser, vand og øl samt is til børnene.

Arrangørerne er de tre partier Venstre, De Konservative og Liberal Alliance i Silkeborg