Fredag byder måske på en afklaring omkring Jakob Fuglsangs fremtid, når Astana holder pressemøde før Tour de France. /ritzau/Colin Flockton/arkivfoto.

Astana tilbyder Jakob Fuglsang ny kontrakt

Jakob Fuglsang har fået tilbudt en toårig kontraktforlængelse med Astana, siger sportsdirektør til avis. Fuglsang slår selv fast, at der er to kaptajner hos Astana i Tour’en

CYKLING Silkeborgrytteren Jakob Fuglsang (Astana) kan være tæt på en kontraktforlængelse med sit nuværende kasakhiske hold.

Astana har i hvert fald tilbudt danskeren en forlængelse af kontrakten, skriver Ekstra Bladet.

- Han er en rytter, vi meget gerne vil beholde, og vi har givet ham et tilbud. Om han har skrevet under, kan jeg ikke sige, men det får vi jo nok at vide, siger sportsdirektør Dmitrij Fofonov til avisen.

Sportsdirektøren fortæller, at Astana har tilbudt Jakob Fuglsang en kontraktforlængelse på yderligere to år, og hvis Fuglsang takker ja til tilbuddet, så vil han også skulle køre for Astana i 2018 og 2019.

- Han er en rytter, som vi gerne vil have på holdet i de kommende år. Vi har givet ham et interessant tilbud, så lad os se, hvad pressekonferencen byder på, siger Fofonov.

Jakob Fuglsang har også vist gode resultater i de sidste par år. I fjor vandt Silkeborg-rytteren sølvmedalje ved OL i Rio, og den 32-årige Astana-rytter vandt senest Criterium du Dauphiné.

Fuglsang slår også fast, at han er en af to kaptajner under Tour’en. I dansk presse er der ellers spekuleret voldsomt i, at Fuglsang skal køre for Fabio Aru. Fuglsang afviser overfor DR Sporten, at han er løjtnant for italieneren.

- Til at starte med arbejder vi med to kaptajner. Så må vi se, hvad der sker hen ad vejen, og hvordan løbet udfolder sig, og om den ene har bedre ben end den anden, fortæller Jakob Fuglsang til DR Sporten.