Ved at undersøge bindevævet i Tollundmandens knogler med en ny teknik er det lykkedes forskere fra Museum Silkeborg og Aarhus Universitet at komme endnu tættere på en datering af hans alder.
Forskere: Tollundmanden døde samtidig med stor græsk filosof
Susanne NiskanenNy teknik slår fast, at Tollundmanden fra Silkeborg og Sokrates fra Athen levede nogenlunde samtidig
SILKEBORG Det er forskere fra Aarhus Universitet og Museum Silkeborg, som med en ny teknik kulstof-14 og nye undersøgelser af bindevævet fra henholdsvis Tollundmandens lårbensknogle og et ribben, nu har kunnet dateret den berømte silkeborgenser med hidtil uset nøjagtighed: Han blev hængt og lagt i mosen ved Bjævskovdal mellem år 405 og 384 f.Kr. - omtrent samtidig med, at filosoffen Sokrates blev dødsdømt og drak gift i Athen.
Det skete ikke samme dag, eller samme år, da Sokrates døde i år 399 f.Kr., men den nye kulstof-14 datering viser, at Tollundmanden døde tidligst seks år før og senest 15 år efter Sokrates. Og set med forhistorikeres briller er det omtrent samtidig. I hvert fald var de to mænd fra samme generation.
Enormt fremskridt
Alene det at kunne indsnævre Tollundmandens dødstidspunkt til et interval på blot 21 år er et enormt fremskridt. Tidligere kulstof-14 analyser fra 1997 og 2000 har i den forbindelse placeret tidspunktet mellem 400 og 200 år før Kristus.
- Det er meget usædvanligt at kunne datere forhistoriske fund med så stor nøjagtighed. Det betyder, at vi rent tidsmæssigt kan relatere Tollundmanden til kendte historiske begivenheder, som for eksempel Sokrates´ død eller den Korinthiske Krig 395-386 f.Kr., fortæller Nina Helt Nielsen, der er forskningschef på Museum Silkeborg.