Lysmasterne vil lyse over Jysk Park i uge 27 og 28. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Lys over Jysk Park

Jesper Rosenquist 

SILKEBORG 31. juli spiller Silkeborg IF deres første kamp på det nye stadion, Jysk Park, på Søholt.

Inden da skal de sidste detaljer falde på plads, og derfor vil man snart kunne se lys i de fire store lysmaster i hvert sit hjørne af det nye stadion.

Projektørerne på det nye stadion skal nemlig brænde i 100 timer over en uges tid i løbet af uge 27 og 28 for at lyskilderne kan »brænde ind«, og de store spots kan give det bedste lys på banen til gavn for både spillerne og tilskuerne og de mange seere bag tv-skærmene.

Lysene kommer til at brænde i dagstimerne, så parkens mange naboerne bliver mindst muligt generet af de store spots.