56-årig anholdt: Politiet finder narko i vaskekælder

Camilla Abildgaard Norup 

En 56-årig mand fra Silkeborg er blevet anholdt onsdag formiddag for besiddelse af 27 gram kokain og 34 gram amfetamin

SILKEBORG Onsdag formiddag kl. 09.10 blev en 56-årig mand anholdt på sin bopæl i Silkeborg. Det skete på baggrund af et større narkofund i går.

- Tirsdag fandt vi 27,62 gram kokain og 34,38 gram amfetamin i en vaskekælder i en beboelsenejendom i Silkeborg, fortæller Mette Terkelsen, politiassistent ved politi i Silkeborg.

På baggrund af efterforskning fandt politiet frem til den 56-årige mand, der blev anholdt onsdag. Manden bor ikke selv på den adresse, hvor narkotikaen blev fundet.

Den 56-årige silkeborgenser fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Viborg onsdag kl. 14.

- Han er sigtet efter straffelovens paragraf 191, og jeg vil begære lukkede døre, oplyser anklager Per Kiel Lauridsen.