Silkeborg IF tabte generalprøven i Aarhus. Foto: Jakob Stigsen Andersen
Nedtur i generalprøven: Rivaler straffede SIF
Mathias Hove AndersenSilkeborg IF havde svært ved at skabe chancer mod AGF, der vandt den sidste test i opstarten
FODBOLD Lørdag eftermiddag spillede Silkeborg IF den sidste træningskamp i opstarten på udebane i Aarhus, hvor rivalerne fra AGF vandt med 2-0.
Første halvleg var lidt af ørkenvandring, og begge mandskaber havde svært ved at spille sig frem til åbenlyse målchancer. SIF fik ellers en pæn mulighed i det ottende minut, hvor Davit Skhirtladze forsøgte at styre et indlæg fra Mikkel Cramer i nettet, men afslutningen gik langt forbi.
Den største chance tilfaldt AGF og angriberen Kasper Junker, som i det 40. minut sendte en farlig flugter mod SIF-målet, hvor Thomas Nørgaard i sidste øjeblik fik afværget.
Stillingen var derfor 0-0 efter første halvleg, og da spillerne kom banen igen, havde Robert Skov og Gustav Dahl afløst Stephan Petersen og Mikkel Cramer, mens AGF sendte tre nye folk i spil.
Udskiftningerne fik dog ikke den ønskede effekt for gæsterne. Fem minutter efter pausen blev dødvandet nemlig brudt, da Jakob Ankersen blev spillet fri ved SIF-feltet. Kantspilleren tog et enkelt træk ind i banen og udplacerede efterfølgende Thomas Nørgaard med en flad afslutning i det lange hjørne.
Efter en times spil blev Mikkel Vendelbo og Jeppe Okkels sendt på banen i stedet for Jens Martin Gammelby og Marc Rochester, men det fik ikke afgørende betydning.
Fem minutter senere fordoblede AGF således føringen, da Dennis Flinta dummede sig med en frygtelig fejlpasning ind mod midten. Værterne slog straks kontra, og Kasper Junker fik frit løb mod mål. Selvom vinklen var en anelse spids, sendte angriberen bolden i mål med et fladt spark mod bagstolpen.
Efter 70 minutter foretog hjemmeholdet seks udskiftninger på en gang, og umiddelbart efter blev Ibrahim Moro afløst af Mads Emil Madsen. På trods af den omfattende rotation var AGF’erne fortsat farligst, og et kvarter ført tid måtte Thomas Nørgaard diske op med en flot redning for at afvise et farligt langskudsforsøg fra værternes Tobias Sana.
I slutfasen fik SIF et par dødbolde, hvor mange folk blev sendt frem i feltet, men det blev ikke for alvor farligt, og AGF vandt derfor kampen med 2-0.
SIF’erne indleder den nye sæson i Superligaen på udebane mod Lyngby søndag 16. juli klokken 14.