Tusindvis af demonstranter og kampklædte betjente var på gaderne under G20-topmødet i Hamborg. Både danske demonstranter og betjente var i gaderne topmødet. (AP Photo/Michael Probst)
Silkeborg-demonstrant vækker opsigt med »helt fint«-udtalelse om G20-vold
Søren NielsenJeanette Kusk fra Silkeborg var med under G20-topmødet i Hamborg. Hun har udvist forståelse for de voldelige angreb
SILKEBORG (Opdateret tirsdag kl. 9.15) Tidligere fremgik det af artiklen, at Socialistisk Ungdomsfront ikke støtte op om Jeanette Kusks udtalelser, og at fronten overvejede hendes fremtid. Den udmelding er nu korrigeret.)
JEANETTE Kusk fra Silkeborg er kommet i vælten efter en udtalelse om, at hun havde »det helt fint« med den vold, som nogle aktivister stod for, da de gik til angreb mod politi og smadrede virksomheder under G20-topmødet i Hamborg.
Jeanette Kusk var til stede som demonstrant i Hamborg under topmødet. Hun deltog ikke selv i den voldelige del af demonstrationerne.
Men til TV2 Østjylland sagde hun:
- Jeg tror egentlig, at jeg lidt kontroversielt må sige, at jeg har det helt fint med det. Det er ikke noget, jeg selv ville have gjort. Det har ikke været en hetz mod de enkelte mennesker, sagde hun til TV2 Østjylland søndag og udbyggede det:
- Det er simpelthen et tegn på, at vi lever i en så forfærdelig verden, at vi må tage andre midler end at sende mails til politikere i brug, fastslog Jeanette Kusk.
Udtalelsen har affødt en del reaktioner i medierne.
Jeanette Kusk er Jyllands-sekretær for den tværpolitiske bevægelse Socialistisk Ungdomsfront (SUF), som også er blevet spurgt om deres holdning til sagen.
Rune Popp fra koordinationsgruppen hos Socialistisk Ungdomsfront oplyser til Midtjyllands Avis, at fronten ikke har taget stilling til, om Jeanette Kusk kan fortsætte som Jyllands-sekretær efter sine udtalelser.
Han opfatter Jeanette Kusks udtalelser som private, og altså ikke på vegne af SUF, og derfor kan hun sige, hvad hun vil, mener han.
Ledelsen hos Socialistisk Ungdomsfront har dog på nuværende tidspunkt ikke drøftet sagen. Men udgangspunktet er, at de ikke tager afstand fra hendes udtalelser. Det skriver ungdomsfronten i en mail.
Midtjyllands Avis har mandag været i kontakt med en talsperson, der repræsenterer Jeanette Kusk. Personen oplyste via telefonen, at Jeanette Kusk ikke har yderligere kommentarer til sine tidligere udtalelser og reaktionerne herpå.
Fordrejet medie-dækning
Jeanette Kusk sagde søndag også til TV2 Østjylland, at hun mener, at medierne herhjemme har fordrejet dækningen af topmødet.
- Nu er jeg lige selv kommet hjem fra Hamborg, og de billeder, vi ser i medierne, ligner ikke det, jeg har set med flotte parker og aktivister, der er virkelig gode til at rydde op efter sig selv, sagde hun og tilføjede:
- Der har været nogle voldelige episoder, hvor politiet har angrebet en masse aktivister, og hvor aktivisterne har svaret igen. Og der er blevet smadret nogle ting, helt sikkert - men det er meget mindre for mig at se, end at der bliver smadret hele landsbyer i Syrien hver dag, og der er folk, der dør af sult i Afrika hver time nærmest.