Stadion er et højaktuelt emne i Silkeborg i disse måneder. Så det kan selvfølgelig også være interessant at se, hvordan det hele begyndte. Her er et af Silkeborgs Arkivs foto af byens stadion omkring 1950.
Nye muligheder på vej til brugerne af Silkeborg Arkiv
Bent NørgaardNy stor bevilling vil give de lokalhistorisk interesserede adgang til mere
SILKEBORG Har man interesse for det lokalhistoriske, er der en guldgrube på Silkeborg Arkiv, og i løbet af næste år vil det blive lidt lettere at grave efter guldet.
De danske arkiver har nemlig netop modtaget en donation på 2,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond til arkivernes fælles interne registreringssystem Arkibas og til formidlingsportalen Arkiv.dk - sidstnævnte er det system, hvor de interesserede kan finde alle oplysninger om arkivernes materialer.
Lederen af Silkeborg Arkiv, Lis Thavlov, lægger ikke skjul på, at hun glæder sig til at give brugerne nye muligheder. Faktisk har det fælles system Arkiv.dk allerede været en stor succes. Hovedparten af de danske arkiver er med her, og siden systemet gik i luften i februar 2015 - også på baggrund af en bevilling fra A.P. Møller Fonden - har siden haft over 4 mio. besøg, og der er vist over 55 mio. sider.
Den nye bevilling medfører, at man vil kunne finde endnu flere materialer på siden.
Fotosamlingen er meget omfattende, og her kan man umiddelbart se de enkelte fotos. Der er også adgang til film, lydoptagelser m.v. Hvad angår skriftlige kilder, kan man først og fremmest få at vide, hvad arkiverne ligger inde med, og man må så omkring arkivet for at studere dokumenterne nærmere.
På længere sigt håber man naturligvis at kunne gøre mere og mere materiale direkte tilgængeligt på nettet, men det har meget lange udsigter med at få alt digitaliseret. Silkeborg Arkiv har fem kilometer hylder med dokumenter - heraf er en stor del de kommunale arkiver, men anslået en fjerdedel er andet, lokalhistorisk materiale indleveret af firmaer, foreninger, organisationer og enkeltpersoner.
Man kan finde oplysninger om lidt af hvert. Som eksempler nævner Lis Thavlov »den lokale gymnastikforening og vaskemaskineforeningen, frysehuset eller fodboldklubben, men også lokale virksomheder og forretninger«.
Ud over informationerne på Arkiv.dk er arkivets egen hjemmeside også et besøg værd, hvis man skal finde lokalhistoriske oplysninger. Her findes en del materiale, som ikke er på den landsdækkende side, og det er også her, man finder det digitale opslagsværk Wiki-Silkeborg.
De nye muligheder på Arkvi.dk vil begynde at dukke op i løbet af 2018.