Jakob Fuglsang (t.v.) havde smerter, da han krydsede målstregen i Pau. Foto: Ritzau Foto

Chokmelding: Fuglsang har pådraget sig to brud

De første meldinger gik på, at Silkeborg-rytteren Jakob Fuglsang var sluppet med skrækken, men det er alligevel ikke tilfældet

CYKLING Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) har alligevel pådraget sig to mindre brud i håndleddet og i albuen.

Det siger Jakob Fuglsang til TV 2 Sport, efter at de første røntgenundersøgelser ikke viste tegn på brud.

- Der er to mindre frakturer. En i håndleddet og en i albuen. Det er to små frakturer, hvor der ikke kan gøres andet, end at det gør ondt.

- Det er svært at sige, hvor ondt det gør, men jeg kan ikke strække armen 100 procent, og det bliver ondt at hive i styret. Det, der bekymrer mig mest, er at bremse på nedkørslerne, siger Jakob Fuglsang.

Torsdag skal rytterne køre i Pyrenæerne på 12. etape, og her stiller Jakob Fuglsang til start, men han ved ikke, hvad han skal forvente sig i resten af Touren.

- Der er ikke så meget at gøre andet end at forsøge at fortsætte og bide tænderne sammen.

- Det er Tour de France, og Tour de France varer i tre uger. Selv de nemme etaper kan være endestation. Det håber jeg ikke, det bliver i det her tilfælde. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at kæmpe videre.

- Forhåbentlig gør det ikke alt for ondt, siger Fuglsang til TV 2 Sport.

Han kunne ellers delvist ånde lettet op kort efter afslutningen på 11. etape i Tour de France.

Efter en halv times tid i Tourens røntgenvogn lød beskeden, at Fuglsang ikke havde brækket sit venstre håndled, efter at han var impliceret i et styrt i forplejningszonen, da der var kørt omkring 90 kilometer af etapen.

- Jeg har det okay. Det ser ud til, der ikke er noget brækket, men jeg har stadig ondt i håndleddet og i albuen, så vi skal lige have lavet en skanning mere, sagde Fuglsang uden for røntgenvognen.

Det var den efterfølgende skanning, der viste de mindre frakturer.

Jakob Fuglsang ligger i øjeblikket på femtepladsen i Tour de France, der føres af Chris Froome (Sky).

Fuglsangs holdkammerat Fabio Aru ligger nummer to i klassementet og har 18 sekunder op til Froome.

De to kaptajner mistede en vigtig hjælperytter i Dario Cataldo, som røg ned samtidig med Fuglsang og måtte udgå af Touren.

Marcel Kittel (Quick-Step) vandt 11. etape, da han spurtsejrede og sikrede sig sin femte etapesejr i dette års udgave af løbet.

/ritzau/