Casper Sloth er ny mand i Silkeborg IF. Foto: SIF
SIF henter Casper Sloth
Mathias Hove AndersenSilkeborg IF har torsdag præsenteret Casper Sloth som ny mand i klubben
FODBOLD Silkeborg IF har torsdag eftermiddag præsenteret 25-årige Casper Sloth på en toårig kontrakt.
Midtbanespilleren kommer til Søhøjlandet fra AaB, hvor han har været på kontrakt siden sin hjemkomst fra Leeds United i England i sommeren 2016. Kontrakten med nordjyderne er nu ophævet, hvilket har banet vejen for et transferfrit skifte til SIF.
- Casper er stadig ung, og han har vist, at han har et talent, der rækker til topklasse i Danmark. Vi henter ham først og fremmest, fordi vi har en tro på, at han kan forstærke vores trup og forbedre vores hold, og det er vores forhåbning, at vi kan bringe ham tilbage på det niveau, han havde i 2012-13, siger SIF-manager Peter Sørensen.
Peter Sørensen og Casper Sloth har tidligere arbejdet sammen i AGF, hvor Peter Sørensen var træner for Casper Sloth fra 2010 til februar 2014. Det var i den periode, at midtbanespilleren fik sin debut på det danske A-landshold, og frem til marts 2014 opnåede han otte landskampe.
- I SIF får han en træner, der kender ham og har tillid til ham, og han kommer til at indgå i en trup fuld af talent og udviklingspotentiale. Efter min mening var Casper Sloth en af de allerbedste danske centrale midtbanespillere i 2012-13. Siden traf han vel nogle forkerte karrierevalg, men jeg tror på, at vi kan få glæde af hinanden. Casper er en visionær og kreativt tænkende spiller, der har sin styrke i offensiven, siger Peter Sørensen.
For Casper Sloth handler det om spilletid, og han ser frem til at genoptage samarbejdet med Peter Sørensen.
- SIF virker som en god klub. Jeg kender et par af spillerne, der allerede er her, og de taler meget positivt om tingene i Silkeborg. Desuden kender jeg jo Peter og spillede noget af det bedste i min karriere hidtil med ham som træner, siger Casper Sloth, der ser de to år i SIF som en ny begyndelse.
- Jeg kom hjem i fjor for at få gang i karrieren igen. Det lykkedes ikke i AaB, og sådan er det nogle gange. Jeg ser det som en oplagt mulighed, at det sker her, siger Casper Sloth.
Med tilknytningen af både Gustaf Nilsson og Casper Sloth i denne uge og tidligere tilgang af Stephan Petersen, Marc Rochester og Peter Friis Jensen råder SIF-manageren over en trup, han er glad for.
- Vi er der, hvor vi har en trup, vi er tilfredse med. Om der sker mere i transfervinduet kan jeg ikke sige, men vi råder over en stærk og konkurrencedygtig spillertrup, siger Peter Sørensen.