En skadet Jakob Fuglsang led på torsdagens etape. Foto: Ritzau Foto
Skadet Fuglsang kørte sig ud af topstriden
Jakob Fuglsang faldt ud af Tour-toppen efter torsdagens hårde etape, hvor den gule trøje skiftede ejermand
CYKLING Den franske cykelrytter Romain Bardet (AG2R) snuppede sejren på torsdagens hårde 12. etape i Tour de France.
Silkeborg-rytteren Jakob Fuglsang, der havde pådraget sig to mindre knoglebrud efter et styrt dagen forinden, blev sat i løbet af etapen, mistede sin samlede femteplads og kørte sig reelt set ud af kampen om topplaceringer. Det vides endnu ikke, om han stiller til start fredag.
Samtidig mistede Chris Froome (Sky) den gule trøje, da han blev sat på den afsluttende stejle stigning. Fabio Aru (Astana) er ny mand i den gule trøje.
Et 12-mands-udbrud slap af sted fra etapens start, men i takt med at rytterne kørte ind på torsdagens hårde stigninger, blev udbruddet hurtigt decimeret. Til sidst var kun Stephen Cummings (Dimension Data) tilbage.
Favoritterne var samlet hele vejen indtil Port de Bàles-stigningen, hvor den første top-10-rytter blev sat. Desværre for danske cykelfans var det Jakob Fuglsang (Astana), der blev sat, og danskeren mistede hurtigt meget tid.
Fuglsang var tydeligvis i store smerter efter onsdagens styrt, der kostede ham brud i både håndleddet og albuen.
Helt i front blev Stephen Cummings hentet med knap 10 kilometer tilbage, og det var dermed op til favoritterne at fordele etapesejren.
Her var Romain Bardet stærkest, mens Chris Froome blev sat af de øvrige favoritter. Det betyder, at Fabio Aru nu samlet fører løbet.
/ritzau/