Foto: Colourbox

Politiet fandt stoffer til Shiva-festival

Jesper Rosenquist 

Politiet havde en gående patrulje til stede på den alternative Shiva-festival på Cirkuspladsen

SILKEBORG Hash, amfetamin og kokain var blandt de euforiserende stoffer, som politiet fandt på nogle af festivaldeltagerne, der deltog i den alternative Shiva-festival på Cirkuspladsen i Silkeborg.

Politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg, Thomas Hald, oplyser, at politiet fredag sigtede syv personer på festvialen for at overtræde loven om euforiserende stoffer.

- Lørdag sigtede vi endnu fire personer for at have stoffer på sig. I fire tilfælde fandt vi stoffer på festivalpladsen, som ingen ejermand havde. De sigtede personer var alle unge mennesker i 20’erne og fra alle dele af landet, siger Thomas Hald.

Politiet havde en gående patrulje til stede på festivalpladsen.

- Der var meldt om 700 deltagere, men der kom kun knap det halve. Alligevel prioriterede vi at have en gående patrulje derude, og det har jo vist dig at være en god idé, siger han.

Mange klager over lyden
Festivalen afstedkom også en masse klager over lyden.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange klager vi har fået, men det er mange. Vi har fået klager fra folk, der bor i en afstand af seks kilometer til Cirkuspladsen, fortæller Thomas Hald.