Annette Krogh Fogt er uddannet kropsterapeut og manuvisiontræner, og har under firmanavnet Body-Respect etableret sig som selvstændig på Sindbjergvej.

Kropsterapeut hjælper folk til at mærke sig selv

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Annette Krogh Fogt har med udgangspunkt i familiens hjem på Sindbjergvej, etableret sig som selvstændig med firmaet Body-Respect

SEJS Da Annette Krogh Fogt for tre år siden begyndte at læse til kropsterapeut, var det en længe næret drøm om at blive selvstændig, der skulle have liv.

For flere årtier siden - dengang hun og hendes mand boede i Tyskland, hvor han studerede – skabte hun under navnet Body Life et træningskoncept, der specielt rettede sig mod kvinder. Et koncept, der havde fokus på underliv og mave.

- Man kan sige, at det var en modernisering af Callanetics, siger Annette Krogh Fogt, der fik god succes med sit firma, men måtte erkende, at det var for udfordrende at drive firmaet, da familien blev udvidet med parrets førstefødte.

Siden fulgte yderligere tre børn, og en fuldtidsbeskæftigelse som selvstændig blev lagt på hylden.

Større kropsbevidsthed
For tre år siden var tiden dog moden til at tænke i de baner igen, og Annette Krogh Fogt begyndte at læse til kropsterapeut.

- Det var mentalt hårdere, end jeg havde forestillet mig. Man arbejder rigtig meget med sig selv under uddannelsen. Men jeg er meget taknemmelig for at have været gennem det, siger Annette Krogh Fogt, der efter endt uddannelse etablerede firmaet Body-Respect, hvor hun dels tilbyder træning ud fra Body-Respect konceptet, dels giver kropsterapi og manuvisionbehandling.